Foreningen for Rygsøjlegigt og Morbus Bechterew Nordjylland
117 – Jens Ole Rasmussen
Foredrag med Fysioterapeut Jens Ole Rasmussen 17. marts 2010
Fysioterapeut Jens Ole Rasmussen holdt foredrag for de godt 20 fremmødte til årets generalforsamling.
Jens Ole fortalte, at han havde 26 års erfaring med Morbus Bechterew og i øvrigt fik
interesse for reumatologi, da hans søn fik børnegigt.
Jens Ole har bl.a. arbejdet på Gråsten i 18 år og har haft egen klinik siden 2008.
I foredraget kom Jens Ole ind på et større projekt fra behandlingsstedet Montebello
i Spanien, ligesom han fortalte om nye tiltag inden for vores sygdom.
Hovedvægten i foredraget handlede om vigtigheden af træning, dels for at styrke, men
især for at sikre bevægelighed i leddene i længst mulig tid.
Montebello-projektet
Projektet, som forløb i 2008, gik ud på at undersøge effekten af et 3 ugers intensivt
træningsophold for en gruppe MB-patienter, både på kort sigt og efter ½ år.
Man sammenlignede denne gruppe med en kontrolgruppe, som fortsatte deres vante
liv på Frederiksberg.
De 3 ugers træning bestod af en vekslen mellem tests og ca. 2 timers daglig træning i
gymnastiksal, varmtvandsbassin og fitness-center.
Efter opholdet på Montebello skulle patienterne foretage selvtest hver 15. dag.
Testene var en central del af projektet.
For at kunne måle effekten af øvelserne brugte man BASMI-målet, som er et
gennemsnitligt mål for bevægeligheden i de led, hvor man typisk stivner
som MB-patient.
Hvis man er helt rank er tallet 0, helt krum er tallet 10.
De 5 mål var:
1) Nakke til væg,
2) Hoveddrejning til siden,
3) Sidebøjning,
4) Rygkrumning ved foroverbøjning samt
5) Benspredning.
Projektet viste at der var en god effekt af de 3 ugers træning, samt at der stadig var
effekt af træningen selv efter ½ år.
Konklusionen er derfor bl.a. at det nytter at få et løft i form af et træningsophold
en gang om året.
Men selvfølgelig er det mere effektivt, hvis man holder træningen i gang selv, resten
af året.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at det primært handler om at bevare
bevægeligheden i nakken og ryggen, mens Jens Ole påpegede, at sammenvoksning i
korsbensleddet faktisk ikke har den store betydning, hverken i hverdagen eller i
forbindelse med forskellige sportstyper: ”Lad bare skidtet vokse sammen”, som
Jens Ole påpegede overfor forsamlingen.
Hvis man overvejer et ophold på Montebello skal man henvende sig til egen læge, som
kan henvise ud fra frit sygehusvalg.
Nyt om Morbus Bechterew
Diagnosefaktorer
Morbus Bechterew tilhører en gruppe af inflammatoriske sygdomme, som primært
sidder i ryggen, og som har fået en forholdsvist ny fælles betegnelse, Spondyloarthrit.
Man ser efter følgende tegn, når man stiller diagnosen MB/Inflammatoriske rygsmerter:
– oftest er patienten under 40 år, når problemet og smerterne opstår.
– patienten har haft snigende symptomer over flere måneder
– ryggen føles stiv om morgenen
– der er smertelindring ved bevægelse – ikke ved hvile
Der er en forøget risiko for at udvikle Morbus Bechterew, hvis ens forældre har
Morbus Bechterew, men der er også miljøpåvirkninger og det kan muligvis være en
bakteriel infektion, der sætter det i gang.
I Afrika kender man ikke sygdommen – her er der ingen der har vævstypen HLA-B27.
Som en kuriositet kan nævnes at man skal undgå HIV, hvis man har MB, da HIV får
Bechterewen til at gå grassat.
Risiko for gigt efter salmonellainfektion.
Som mange sikkert ved, er der en sammenhæng mellem vævstypen HLA-B27 og MB,
selvom man endnu ikke ved hvorfor.
Men som måske er nyt for mange, fortalte Jens Ole, at personer med vævstypen
Hla-b27 har større risiko for at få reaktiv arthrit (gigt) efter fx en salmonellaforgiftning.
Ofte opstår smerterne et par uger efter en maveinfektion og oftest i kombination med
hævede led, fx knæ eller lignende.
Inflammationen og de biologiske midler.
MB-inflammationen sidder i teserne – der hvor sener og muskler hæfter på knoglen,
hvorefter der sker en forkalkningsproces.
Denne forkalkning skal vi faktisk være glade for ifølge Jens Ole, for hvis kroppen
reagerede ligesom ved leddegigt, ville ryggen blive ”løs”.
Årsagen til inflammationen er stadig ukendt.
Men det skyldes at vi udskiller for meget TNFalfa, som sætter sig på led og lignende
og ”fortæller” kroppen, at nu skal der dannes inflammation.
De nye biologiske mediciner sætter sig sammen med TNF-alfa og neutraliserer
dermed disse. TNF-alfa er samtidig med til at bekæmpe kræft (specielt leukæmi), så
man har været nervøs for om der kunne være øget kræftrisiko.
Indtil videre har forsøg vist at der kan være en meget lille øget risiko.
For alle de biologiske midler gælder at de dæmper inflammation.
De biologiske midler gives primært til MBere med meget aktiv inflammation, eller
hvor andre midler ikke har haft en virkning. For nogle kan disse midler virkelig
øge livskvaliteten, og hos andre har de biologiske mediciner ingen effekt.
Intet tyder på at forkalkningsprocessen påvirkes. Det tyder på, at den er uforandret
selvom man får biologiske mediciner. Derfor er det stadig meget vigtigt at træne, det
er det eneste der forhindrer forkalkning.
Så her er vi altså tilbage hvor vi startede: vigtigheden af træning for at modvirke
stivheden! Man ved at bevægelse forhaler forkalkningsprocesser.
Her bragte Jens Ole en god illustration på banen, som er værd at have i baghovedet:
Hvis man er meget stiv skal man være opmærksom på omvendt smertemønster, hvor
man oplever meget smerte ved bevægelse frem for omvendt.
Dette kan skyldes brud og så skal man hvile for ikke at få større brud.
Hvis man ønsker at vide mere om Jens Ole og hans arbejde kan man besøge hans
hjemmeside www.gigtogryg.dk.
Tak til Jens Ole for et godt og informativt foredrag!
Tina Grønborg