Regnbuehindebetændelse – et onde i øjet

Regnbuehindebetændelse skal tages alvorligt og behandles, da det på sigt kan svække synet og i yderste konsekvens føre til blindhed.

Det føles som om, du får et skarpt og kraftigt lys direkte ind i øjet, mens du samtidig har følelsen af at have en spids stikkende genstand i øjet. Behageligt er det på ingen måde. Invaliderende er det i den grad. Og så kommer det ofte som lyn fra en klar himmel – uden forvarsel.

Regnbuehindebetændelse er i den grad et onde. Desværre et onde som til tider følger med inflammatoriske sygdomme som rygsøjlegigt og morbus Bechterew. Og hvorfor nu det? Det kan du blive meget klogere på ved at læse videre på disse linjer.

Der er tre hovedårsager til regnbuehindebetændelse – eller uveitis, som det også betegnes på lægelatin: Malignitet, inflammation og infektion. Ved regnbuehindebetændelse er årsagen hyppigst inflammation lokaliseret til øjet alene eller som led i systemsygdom som rygsøjlegigt eller sarcoidose. Men regnbuehindebetændelse kan også skyldes infektion, for eksempel med herpes virus.

Ved rygsøjlegigt er der en klar sammenhæng mellem bindevævstypen HBLA27 og regnbuehindebetændelse. Hvis man således har rygsøjlegigt og er HBLA27 positiv, har man en relativ høj risiko for regnbuehindebetændelse. Hvis man omvendt har regnbuehindebetændelse og er HBLA27 positiv, er der en forhøjet risiko for at udvikle rygsøjlegigt. Det vil i praksis sige, at man kan opleve først at få anfald af regnbuehindebetændelse på et tidspunkt, hvor man egentlig ikke har gener fra leddene, men er man samtidig positiv for vævstypen HBLA27, er der risiko for, at man senere udvikler rygsøjlegigt. Ikke just opløftende læsning for de fleste læsere af dette medlemsblad.

Nogle kunne i det perspektiv måske tænke, om ikke man burde screenes for regnbuehindebetændelse. Sådan er det imidlertid ikke.

»Hvis man har rygsøjlegigt, giver det ingen mening at screene for regnbuehindebetændelse. For hvis man screener, kan det sagtens være, at man ikke kan påvise aktivitet i øjet. Men det forhindrer ikke, at der pludselig kan opstå et anfald af inflammation i øjet kort tid efter screeningen. Derfor har en generel screening ingen værdi. Og patienter med regnbuehindebetændelse har typisk kraftige symptomer, hvilket bringer dem til lægen,« siger Jimmi Wied, der er øjenlæge ved Øjenafdelingen på Odense Universitetshospital.

 

 

 

 

Symptomer ved regnbuehindebetændelse
For personer med rygsøjlegigt er de primære symptomer ved regnbuehindebetændelse rødme, smerter, lysskyhed og i nogle tilfælde påvirket syn. Anfald af regnbuehindebetændelse er ikke nødvendigvis koblet til aktivitet i gigtlidelsen. Anfald af regnbuehindebetændelse kan således komme uafhængigt af, om der er aktivitet i ryglidelsen, ligesom anfaldene kan komme samtidig med, at rygsøjlegigten blusser op.

»Man kan sagtens have tilfælde, hvor der i en længere periode er ro i gigtsygdommen, men hvor inflammationen i øjet er det dominerende. Det kan give nogle behandlingsmæssige udfordringer, hvor man måske skal ændre medicineringen på et tidspunkt, hvor gigtsygdommen ellers er velbehandlet,« uddyber Jimmi Wied.

Behandling af regnbuehindebetændelse
Regnbuehindebetændelse behandles fortrinsvis med binyrebarkhormon-holdige øjendråber kombineret med øjendråber med pupiludvidende effekt. Pupillerne skal udvides for at hindre sammenvoksninger mellem øjets regnbuehinde og linsen. Samtidig virker de pupiludvidende øjendråber også smertestillende.

Øjendråber med binyrebarkhormon er i de fleste tilfælde tilstrækkeligt, men ved fortsatte symptomer kan binyrebarkhormonet sprøjtes ind under slimhinden i øjet eller i svære tilfælde gives som tabletter.

Biologisk behandling kan også være relevant i tilfælde, hvor det ikke er muligt at behandle øjensymptomerne sufficient med binyrebarkhormon. I sådanne tilfælde forsøger man først immundæmpende behandling med methotrexat og efterfølgende – hvis effekten ikke er tilfredsstillende – tager lægen biologisk behandling i brug.

Omkring 30% af alle med rygsøjlegigt får på et tidspunkt også regnbuehindebetændelse. Dette er imidlertid baseret på gamle tal, og ifølge Jimmi Wied er forekomsten formentlig lavere i dag som en følge af, at flere er i biologisk behandling for gigt. Det er imidlertid ikke al biologisk medicin, der har effekt på regnbuehindebetændelse.

»Det er primært stofferne adalimumab (Humira) og infliximab (Remicade), der har bedst effekt, men i princippet virker alle de såkaldte TNF-alfa hæmmere, undtagen etanercept. Og i praksis kan det betyde, at man skal skifte biologisk behandling i tilfælde af alvorlig eller gentagne tilfælde af regnbuehindebetændelse, hvis man er i behandling med et andet biologisk lægemiddel. Det kan som tidligere nævnt give faglige udfordringer, i fald man er velbehandlet på den eksisterende biologiske behandling.

Kan skade synet
Det er vigtigt at få behandlet regnbuehindebetændelse, fordi den på sigt kan medføre sammenvoksninger mellem linsen og regnbuehinden, påvirkning af øjets linse samt hævelse af det, der kaldes for øjets gule plet, hvilket vil sige det område på nethinden, man bruger til at fokusere med. Og hver gang man har regnbuehindebetændelse, kan man risikere, at synet svækkes. Gentagne episoder af regnbuehindebetændelse kan således medføre et langsomt svagere syn – og i sidste ende alvorligt synstab.

»Hver gang der opstår inflammatorisk aktivitet i øjet, sker der strukturel skade i vævet. Det er i lighed med, at sygdomsaktivitet i leddene ved rygsøjlegigt også på sigt medfører strukturel skade. I forhold til øjet, så påvirker skaderne synet på sigt, og derfor er behandling af regnbuehindebetændelse essentielt,« siger Jimmi Wied.