Etårsdag og mit 2017

I dag fylder bloggen et år.
Og sikke et år! Aldrig havde jeg troet at så mange ville læse med og aldrig havde jeg forventet så meget opbakning. Men i er i sandheden de bedste blog-læsere i verden og tusind tak for jeres støtte.

Mit år har på mange måder været fantastisk.
Det har været fyldt med en håndfuld rejser, som i virkeligheden er et kæmpe privilegium, at kunne tage på som studerende. Jeg startede således året med at se solen gå ned i ørkenen, bade i Det Døde Hav og gå igennem oldtids byen Petra. En måneds tid efter gik turen til Berlin, hvor vi hentede endnu en lille gekko med hjem. Her i husstanden har vi nemlig gekkoer som “kæledyr”.

Det var også året, hvor jeg deltog i endnu et fantastisk landsmøde i foreningen.
Hvilket er en lige stor fornøjelse hver gang. Det er en gave at kunne møde så mange forskellige mennesker, med den samme sygdom som alle formår at leve et godt liv, på hver deres måde. Det er en weekend, jeg glæder mig til hvert år! Og så er det bare virkelig sjovt.

Min uddannelse tog sig en forlængelse på et halvt år.
Det var en forfærdelig beslutning at tage men hold nu op, hvor har det givet noget luft og ro som var virkelig tiltrængt. Jeg har det lidt med at køre mig selv meget hårdere end jeg behøver og hvad der er godt for mig. Det gav en øjenåbner, hvor tiltrængt det var at gear ned.

Sommeren var pakket med gode venner, rejser og oplevelser.
Jeg var både en tur på Ibiza, en tur på Samos og til den 3 dags tinderbox festival. Det var dog her at min mave for alvor begyndte at blive syg, så der blev selvsagt lagt en dæmper på aktivitetsniveauet. Apropos mave-tarm situationen, så er det endnu ikke løst men jeg skal sluge et kapsel kamera i januar og så skulle der kommet et svar.

Men det var også året hvor jeg gik lidt ned med flaget.
Jeg startede i påsken hos en psykolog, ikke på grund af min sygdom, men det viste sig, at den alligevel fylder noget i min hverdag. Uanset om man vil det eller ej, så tror jeg det tynger lidt på psyken at have så fysisk ondt hele tiden. Den beslutning om hjælp, har været noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg giver i virkeligheden ikke mig selv ret meget omsorg, når det kommer til min sygdom men det arbejder jeg på nu.

Det var også året hvor tingene eskalerede til det værre med sygdommen.
Det har været helt enormt hårdt, at være så langt ude smertemæssigt, at hverdagen nærmest ikke fungerede. Til gengæld, har det på en ambivalent måde været utroligt befriende, ikke at have ret mange konsultationer på reumatologisk afdeling. Valget om ikke længere at komme på min gamle afdeling, har været en fantastisk beslutning.

Det var også året hvor jeg har modtaget rigtig mange mails og beskeder fra jer læsere.
Jeg har hjulpet en del med handicaptillæg til SU, fået utrolig mange søde ord med på vej og så var der selvfølgelig også alle de sure mails, på grund af min personlige holdning til kost. Men de er velkomne alle sammen og jeg tager det hele med et smil.

Lige som sidste år, så har jeg ikke noget nytårsforsæt.
De ting jeg tror på og vil arbejde for og med, bliver ikke fornyet ved årsskiftet. Jeg arbejder stadig for bedre forhold for kronisk syge mennesker, at være god ved mig selv, gør bloggen bedre osv.

Tak fordi du læste med i år.
Vi ses til et fantastisk 2018!

// Mathilde