Jeg er min sygdom

“Jeg er ikke min sygdom”, er en frase, som rigtig mange syge mennesker bruger.
En sætning som jeg uden tvivl selv har brugt før i tiden. Men i dag er virkeligheden en anden, fordi jeg har fundet en anden ro inde i mig selv.

Jeg identificerer mig med min sygdom.
Mange er måske dybt uenige i dette men jeg er stoppet med at tænkte, at jeg ikke er min sygdom, fordi det er jeg. Det er en integreret del af mig, som jeg aldrig slipper af med, uanset hvor gerne jeg ville. Jeg acceptere den (for det meste), fordi det bare ikke kan betale sig, at kigge den anden vej.

Jeg gør ikke længere ting på trods af min sygdom, jeg gør dem på grund af mig sygdom.
Jeg har ændret min træning, så den er tilpasset min sygdom, jeg har ændret mine hverdags rutiner på grund af min sygdom og jeg har ændret mit liv, så det passer til min sygdom. Hvis jeg skulle gøre alting på trods af, så ville jeg slide mig selv op, i forsøget på at overbevise hele verden om, at jeg sagtens kan det hele, når jeg i virkeligheden ikke kan.

Jeg er “hende den syge” men det er ikke noget jeg går og skilter med.
Ved første øjekast ser kroniske syge mennesker, jo ofte ikke syge ud, selvom vi er det. Bare fordi jeg er min sygdom, så er det jo ikke fordi, at det eneste jeg kan, er at være syg.

Det at være kronisk syg giver også en specielt dybe.
I billedsprog så forestiller jeg mig, at vi alle sammen har en ekstra skuffe, som vi propper alt vores sygdom og smerte ned i. En skuffe som nogle gange bliver for fuld og så er vi nød til at tømme den men mange af os glemmer også, at vi har skuffen, fordi vi jo går hver dag og har smerter. Skuffen kan give en forringet livskvalitet, fordi den til tider bliver alt for tung at bære rundt på og så er det vigtigt, at huske at stoppe op.

Men det er også en skuffe som giver os en ekstra indsigt og forståelse.
Et værktøj som har givet mig en udvidet empati og som har hjulpet mig, til at sætte mit liv i perspektiv og finde nye passioner, når de gamle er gået i vasken. Det lyder måske underligt at kronisk sygdom, kan gøre de ting, fordi selvom man hellere ville være foruden, så har det alligevel båret noget godt med sig.

At have accepteret, det at være syg, har givet en ro.
Som er meget velkommen efter mange år med komplet forvirring og følelsen af at blive svigtet hele tiden. Som i ved, så er det ikke fordi, det er blevet ret meget nemmere for mig, efter min diagnose, og specielt ikke det sidste stykke tid men jeg har en tro på mig selv nu, som fortæller mig, at jeg nok skal klare det.

Dermed ikke sagt, at jeg nogensinde kommer til at stoppe med at klage over det offentlige sygevæsen og den behandling som jeg selv og tusindvis af andre bliver udsat for. Det er min hjertesag og roen har givet mig en tro på, at vi nok skal klare det, hvis vi råber længe nok i kor sammen.

PS: Jeg beklager at bloggen har været lidt på standby men nogle gange, så er livet bare rigtig hårdt og min sygdom har været rigtig hård ved mig på det sidste. Jeg håber, at det er ved at vende lidt nu. 

// Mathilde