Hvor højt må jeg råbe? Part II

I dag har min kæreste råbt for mig
i afmagt, fordi tingene ikke fungere som de skal. Jeg har grædt i bussen, i afmagt, fordi jeg føler mig ligegyldig.
I dag  havde jeg en tid på reumatologisk afdeling, hvor jeg skulle have min 6. omgang remsima. Før min biologiske tid, skulle jeg ind og snakke med den overlæge, som jeg går hos nu, på grund af alle problemerne med min journal (læs her).

Det skulle være min tredje tid hos denne overlæge.
Første gang jeg mødte op til min tid ventede jeg i 40 minutter, hvorefter jeg gik op i receptionen og spurgte om jeg var blevet glemt. Det var jeg. Faktisk var vedkommende slet ikke på arbejde den dag. Så fik jeg en ny tid og denne gang skulle jeg så kun vente i 30 minutter på at komme ind.

I dag var så min tredje tid
Jeg ventede pænt i 40 minutter hvor en sygeplejerske forsøgte at finde overlægen i mens. Det lykkedes ikke men til gengæld fik sygeplejersken kort fat i overlægen via telefon. Således blev en 5 sekunder samtale mellem de to til ende på min nuværende behandling. Så jeg blev sendt hjem uden min medicin, bare sådan uden videre. Med besked om at jeg måske kunne klemmes ind til en tid engang i maj.

Jeg er tom indeni
Tom for ord og tom for følelser og som jeg sidder og skriver det her, så har jeg fået nok. Nok af inkompetente læger. Nok af at blive behandlet som et objekt. Nok af systemet! Så nu sidder jeg her umedicineret, med alt for ondt i ryggen og er færdig. Færdig med at være den gode patient, der sidder pænt og tro på deres ord. Færdig med at være medgørlig.

Desværre var jeg den gode patient oppe på afdelingen i dag og mest fordi jeg tror på konceptet, don’t shoot the messenger. Jeg snakkede jo kun med sygeplejersken og hun bragte kun ordene videre. Men jeg fortryder nu inderligt, at jeg ikke blev siddende der oppe i protest indtil overlægen havde tid. Jeg var blevet lovet, at vi skulle se tiden an og at jeg i hvert fald skulle have denne her omgang remsima med. Men som alt andet der oppe, så er deres løfter tomme ord.

Jeg er i dag, ikke blevet tilset af en læge, som lovet, fordi en overlæge ikke kunne finde ud af at følge en kalender. Personen var kommet bagud i sin tidsplan og skulle nu til et møde og derfor blev jeg sendt hjem. I hvilken verden er det okay?!

Jeg var selv af sted i dag
Desværre havde jeg ikke min kæreste med til min konsultation i dag, så da jeg kom hjem og fortalte hvad der var sket, så ringede han ind til afdelingen. Det er virkelig rart at have en, der nogle gange kan stå op for mig, når jeg ikke selv magter det mere. Der kom selvfølgelig ikke noget ud af opkaldet, da ingen på den afdeling, vil tage ansvar for noget som helst. Hvordan kan man retfærdiggøre at beskytte hinanden så meget, som lægerne derinde gør, når man fejler gang på gang på gang?

Så nu sidder jeg her med udsigten til en ny konsultation om Gud ved hvor lang tid. Personligt af erfaring, så gætter jeg på 2-3 måneder. Så om 2-3 måneder kan jeg komme ind og snakke om hvad jeg nu skal have og så går der nok gerne lige en måned eller to, før jeg så bliver opstartet på den nye medicin.

Det er svært at skulle overskue.

// Mathilde